Det franske politiske system er unikt i sin kombination af et præsidentielt og et parlamentarisk system. For nærværende er regeringens prioriteter de sociale spørgsmål og arbejdsløshedsbekæmpelse.
I europæisk perspektiv ser Frankrig udviklingen af et stærkt EU som garanten for en fortsat stabil og fredelig udvikling i Europa. Indenrigspolitisk situation:
Det franske politiske system er unikt i sin kombination af et præsidentielt og et parlamentarisk system. Den franske præsident, der vælges ved direkte valg for en 5-årig periode, har i henhold til forfatningen for den V. republik af 1958 vidtgående beføjelser i forhold til et relativt svagt parlament.
Parlamentet består af to kamre: Nationalforsamlingen (577 medlemmer), der politisk set er det vigtigste af de to kamre, vælges for en 5-årig periode. Senatet (i dag 331 medlemmer) vælges ved indirekte valg for en 6-årig periode, hvor halvdelen af senatorerne vil være på valg hvert tredje år. Den seksårige valgperiode for senatorer blev besluttet i juni 2003 (tidl. var valgperioden på ni år) og vil være fuldt indfaset i 2010, hvor senatet vil tælle 346 senatorer.
Det sidste præsidentvalg blev afholdt den 5. maj 2002 og blev vundet af Jacques Chirac fra UMP (L'Union pour un Mouvement Populaire) over Jean-Marie Le Pen fra Front National, partiet på den yderste højrefløj.
Nationalforsamlingsvalget den 16. juni 2002 blev vundet af præsident Chirac's parti, som med 363 pladser i Nationalforsamlingen ud af i alt 577 fik absolut flertal. Der blev dermed sat punktum for tre perioder med såkaldt ’cohabitation’ (hvor præsident og regering er af forskellig politisk observans).
Den Chirac-tro Jean-Pierre Raffarin blev formelt indsat som premierminister den 17. juni 2002. Raffarin forblev på posten til dagen efter folkeafstemningen den 29. maj 2005, som endte med et fransk nej til EU-forfatningstraktaten. Ud fra et ønske om at tilføre regeringens virke ny energi udnævnte præsident Chirac den 31. maj 2005 sin tidligere rådgiver og indenrigsminister i Raffarin-regeringen Dominique de Villepin til premierminister. UMP-formanden Nicolas Sarkozy blev ved samme lejlighed udnævnt til indenrigsminister og regeringens formelle nummer to. Den ny regerings prioriteter er de spørgsmål, som dominerede den netop overståede EU-forfatningstraktatkampagne: De sociale spørgsmål og arbejdsløshedsbekæmpelse.
Udenrigspolitisk situation:
De centrale områder for fransk udenrigspolitik er Europa-politikken, sikkerheds- og forsvarspolitikken, samt forholdet til den tredje verden, herunder især Afrika. Derudover følger Frankrig i særlig grad udviklingen på Balkan og i Mellemøsten. Forholdet til Rusland og Kina har stigende betydning både politisk og kommercielt.
Som fast sikkerhedsrådsmedlem har Frankrig altid set FN som væsentlig, men navnlig FN's legitimitet har Frankrig tillagt afgørende betydning siden Irak-krisen.
Frankrig ser udviklingen af et stærkt EU som garanten for en fortsat stabil og fredelig udvikling i Europa. I fransk optik bør EU hverken blive en føderation eller et frihandelsområde, men en ny konstruktion, der tager hensyn til Europas historie og egenart. Endvidere er Frankrig en af drivkræfterne bag udviklingen af den europæiske forsvarsdimension i EU.
Frankrig har et historisk nært forhold til Afrika, herunder særligt til Nordafrika og til de vestafrikanske lande.
Kilde: Udenrigsministeriet Tilmeld dig vores nyhedsbrev og/eller boligservice.
|
