Hvordan er formueskattepligten af fast ejendom beliggende i Danmark for en person bosat i Frankrig?
Af den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue ( herefter DBO’en) art. 20 fremgår det, at formueskat kun kan pålægges af det land, der har beskatningsretten til indtægt som stammer fra den pågældende formue.
Indtægt af fast ejendom beskattes efter DBO’ens art. 3 kun i det land, hvor ejendommen er beliggende.
Danmark kan herefter beskatte indtægt af fast ejendom beliggende i Danmark. Dermed kan kun Danmark pålægge fast ejendom beliggende i Danmark formueskat. Danmarks svar på formueskat er ejendomsværdiskat, som Danmark således kan pålægge ejendom beliggende i Danmark.
Omvendt kan Frankrig ikke pålægge fast ejendom beliggende i Danmark fransk formueskat, ligesom Frankrig ej heller kan pålægge ejendommens indtægter fransk indkomstskat.
Som følge af DBO’ens art. 19 kan Frankrig dog indregne den faste ejendom beliggende i Danmark i den samlede skattepligtige formue, når formueskatten skal beregnes. Ved skatteberegningen skal der herefter gives et nedslag efter forholdet mellem den skattepligtige værdi af den faste ejendom beliggende i Danmark og den samlede skattepligtige formue. Herved beregnes der reelt ikke formueskat af den faste ejendom beliggende i Danmark, men den faste ejendom beliggende i Danmark påvirker formuegrundlaget i opadgående retning, hvorved risikoen for fransk formueskat stiger eller størrelsen af den franske formueskat på anden formue end den faste ejendom i Danmark stiger.
Du finder de aktuelle satser og beløbsgrænser for formueskat her.
Inwema: 18. januar 2005 Tilmeld dig vores nyhedsbrev og/eller boligservice.

|